Gennemsigtig kraniemodel som kan deles i 3. Kan tillige indeholde en hjernemodel der kan ses udefra
Denne kraniemodel er udviklet i transparent plastik og kan indeholde en hjernemodel, som kan ses udefra.
Modellen leveres i en størrelse, der svarer til en voksen person. Dimensionerne er 20 x 13,5 x 15,5 cm, og vægten er cirka 700 gram. Kraniekalotten ("toppen") kan tages af, så bl.a. kraniebunden (basis cranii interna) kan studeres og en hjernemodel kan indsættes. Endvidere kan kæben nemt og hurtig afmonteres.
Modellen er udviklet til at kunne indeholde en bestemt hjernemodel fra samme producent. Hjernemodellen, som kan adskilles i 5 dele, kan ses og købes via muligheden for tilkøb nedenfor ved prisen eller via DETTE LINK
Anatomisk set kan det menneskelige kranie inddeles i 2 dele, og kraniemodellen viser derfor følgende:
1) Hjernekassen (neurokraniet) som har til formål at omslutte hjernen og høre-ligevægtsorganet
2) Ansigtsskelettet (viscerokraniet) som omgiver næsehulen og danner den tandbærende ramme omkring mundhulen. De 32 tænder er også medtaget
Hjernekassen og ansigtsskelettet omfatter mange forskellige knogler. Grundet det transparente plastik er det svært at identificere alle knoglerne, selvom der er forskellige farvenuancer i materialet.
Modellen er derfor ikke egnet til at studere detaljeringsgraden på knogler samt "ossøse landemærker", selvom nogle ses meget tydeligt (fx processus styloideus).
Modellen er derimod egnet til at studere hjernens beliggenhed i hjernekassen, når en hjernemodel er indsat.
Bevægelsesmæssigt er det kun relevant at omtale kæbeleddet. Underkæbebenet ("mandiblen") holdes fast via en relativ lang metalfjeder, som via skruer er fæstnet til hhv. underkæbebenet og ganebenet. Metalfjederen kan nemt og hurtig aftages fra skruen i underkæbebenet, uden at skruen skal fjernes. Derfor kan underkæbebenet afmonteres fuldstændig på få sekunder.
Der er også monteret store stykker gummi i kæbeleddenes ledskåle (fossa mandibularis), der fastholder ledhovedet (caput mandibulae) "som i en gummi-skål".
Modellens kæbeled er ikke særlig fleksible. Naturlige bevægelser i kæbeled forudsætter, at bl.a. ledhovedet kan glide fremad og nedad, indtil ledhovedet står fremme på tuberculum articulare. Sidstnævnte er knogledelen med en svag føringsfure foran fordybningen (fossa mandibularis). Dette kan kun demonstreres på modellen, hvis gummiet i ledskålene fjernes, hvilket modellen ikke er udviklet til.
Tager man godt fat i underkæbebenet, kan man dog bevæge det op og ned samt til siderne, selvom den naturlig glidende ledmekanisme som beskrevet ovenfor slet ikke kan demonstreres.
Klinisk set kan kraniemodellen anvendes til forståelse af sygdomme og lidelser i hjernen, når en hjernemodel er indsat. Den kan også anvendes som dekoration.
