Hjertemodel med fokus på de 4 hjerteklapper og afstøbt efter et ægte hjerte
Søger du en hjertemodel hvor fokus er rettet mod hjerteklapperne, er denne pakkeløsning ideel. Pakkeløsningen består af en detaljeret hjertemodel og en lille supplerende model af de 4 hjerteklapper.
Hjertemodellen kan adskilles i 5 dele, som holdes sammen via små magneter. Det hele leveres på en plade og måler 25 x 21 x 13 cm.
De 2 modellers anatomiske strukturer er ikke nummeret, men der er lavet en oversigt på engelsk og flere andre sprog, hvor mange anatomiske strukturer på begge modeller er navngivet via billeder og streger. Du kan downloade og udskrive oversigten via vores webside – se under produktbillederne til venstre (i oversigten beskrives også et andet hjerte, som vi ikke sælger).
Anatomisk set viser hjertemodellen de 4 kamre, auriklerne, hjertets blodforsyning (arterier og vener), de 4 klapper med udgangspunkt i poseklap- og fligklapsystemet, begyndelsen af de blodkar som fører blod til og fra hjertet samt en antydning af at hjertets struktur består af 3 forskellige lag (endo-, myo- og pericardium). Sinus coronarius er også medtaget. Hjertets impulsledningssystem ses ikke.
Den supplerende model viser hjertets ”fibrøse skelet” omkring AV-ostierne med fligklapper samt aorta- og pulmonalostiet med poseklapper.
Klinisk set viser de 2 modeller intet patologisk (sygdomsmæssigt) men altså mange anatomiske strukturer, hvori der kan opstå sygdom.
Den supplerende model af hjerteklapperne er ideel til at forklare og forstå sygdomme relateret til klapperne. På én gang kan man vha. den supplerende model beskrive klappernes lukkelinjer og meget andet, mens hjertemodellen fx kan bruges til at beskrive AV-klappernes nedbinding til papillærmusklerne via chordae tendinae.
