Placenta og navlestreng samt synlig chorion og amnion
Anatomisk model af placenta og navlestreng samt synlig chorion og amnion, fremstillet i stof og nylon. Modellen indgår i et sæt, hvor en fosterdukke medfølger. Dette sæt kan ses her.
En navlestreng er typisk omkring 50 cm lang og består af bindevæv som omgives af 3 blodkar (navlevenen og de 2 navlearterier). På modellen er navlestrengen væsentlig kortere.
Derudover ser man rød og blå farve i navlestrengen, hvilket symboliserer de nævnte blodkar i pædagogiske farver. Den blå farve ligner en enkelt vene, men man kan ikke identificere 2 adskilte røde navlearterier. Man ser blot en rød farve, som fylder mere end den blå farve i navlestrengen (hvilket formentlig skal symbolisere, at der er 2 arterier og kun 1 vene).
Placenta er også vist meget pædagogisk. I lighed med en sand placenta ser man tydelig forskel på den udvendige og indvendige side med virkelighedsnære detaljer (dog ikke bittesmå detaljer). Diameteren er 20 cm.
Den udvendige side (den maternelle flade set fra moder-siden) er rødbrun og opdelt i de mange lobi (cotyledoner) afgrænset ved ringformede fordybninger.
Den indvendige side (føtale side af placenta) er nogenlunde grårød. Her ser man navlesnorens tilfhæftning, og at navlesnorskarrene radierer ud over placenta.
Chorion og amnion
Modellen omfatter disse 2 vigtige hinder:
- Chorion (fosterhinden) som omslutter amnion
- Amnion (vandhinden/frugthinden) der indeslutter fostervandet, hvori fosteret ligger
På modellen er hinderne udviklet i stof og omfatter ingen væske.
