Særlig fleksibel hoftemodel med ledbånd
Denne ledmodel viser hofteleddet, tilhørende ledbånd (ligamenter) samt labrum. Den er lavet i hofteleddets naturlige størrelse og leveres på en stander.
Anatomisk set viser modellen tarmbenet, sædebenet, skambenet samt lårbenshovedet med lårbenshalsen og en del af lårbenet. Vha. gummi viser modellen også de ledbånd, som tilhører hofteleddet. Endvidere har producenten brugt samme type gummi (og i samme farve) til at illustrere labrum i ledskålen (kan anes på billederne til venstre).
Bevægelsesmæssigt er ledmodellen særdeles fleksibel og er derfor ideel til at demonstrere bevægelser som fx abduktion og rotation. Nogen vil mene, at ledbåndene ikke ser realistiske ud. Det skyldes, at de er støbt enkeltvis. Det muliggør derimod, at man forsigtigt kan trække lårbenshovedet en smule ud af ledskålen (dog ikke flere cm).
Klinisk set er modellen ideel til forståelse af hoftefrakturer og ydre springhofte. Taget i betragtning at lårbenshovedet kan trækkes en smule ud af ledskålen kan modellen eventuel også anvendes til forståelse af luksation (ledskred), artrose (slidgigt) og intra-artikulær springhofte.
