Særlig fleksibel knæmodel med ledbånd samt yderst realistiske menisker og knoglevæv
Denne ledmodel viser knæleddet i naturlig størrelse og tilhørende ledbånd (ligamenter).
Den er produceret i SOMSO-plast af producenten SOMSO, der er verdenskendt for meget høj kvalitet, hvilket betyder kvalitetsmaterialer, sans for nøjagtighed og lang levetid.
Modellen vejer 1 kg, og dimensionerne er 18 x 18 x 34 cm (længde x bredde x højde). Leveres på en aftagelig stander. Som noget ganske særligt medfølger der en tube med silikone til smøring af leddet.
Der er lavet en oversigt, hvor modellens anatomiske strukturer er navngivet via billeder og streger. Forklarende tekst er skrevet på engelsk, men de anatomiske strukturer er navngivet på latin. Du kan downloade og udskrive oversigten via vores webside – se under produktbillederne til venstre.
Anatomisk set viser knæmodellen en del af lårbenet (femur), en del af skinnebenet (tibia), en del af lægbenet (fibula), knæskallen (patella) samt begge menisker i knæleddet. Knoglestrukturen er yderst realistisk, og derfor ses vigtige "ossøse landemærker" som fx knuder og fordybninger meget tydeligt.
Vha. gummi viser modellen også mange af de ledbånd (ligamenter), som tilhører knæleddet.
Man ser følgende:
Lig. collaterale tibiale (mediale sideledbånd), lig. collaterale fibulare (laterale sideledbånd), lig. cruciatum posterius (bagerste korsbånd), lig. cruciatum anterius (forreste korsbånd),
lig. meniscofemorale posterius samt lidt af quadricepssenen med indlejringen af knæskallen og fortsættelsen "herunder" som lig. patellae tilhæftet skinnebenet.
Det skal tilføjes, at nogle af vores kunder har gjort os opmærksomme på særdeles realistiske detaljer som fx meniskernes særlige udformning og ledfladernes glatte udformning.
Bevægelsesmæssigt er ledmodellen særdeles fleksibel og er derfor ideel til at demonstrere bevægelser som fx fleksion og rotation.
Derudover kan quadricepssenen løsnes og løftes af, så knæleddets indre med korsbånd og menisker kan studeres i detaljer.
Klinisk set er modellen ideel til forståelse af ledbåndsskader (især skader på korsbånd og sideledbånd), menisklæsioner, mus, patellaluksation (ledskred i knæskallen), patellafrakturer og knæledsnære frakturer.
Modellen kan måske også anvendes til forståelse af lidelser som fx slidgigt i knæet (knæartrose), leddegigt (reumatoid artritis) samt løber- og svømmerknæ.
